Kære Christian – velkommen, som væbner og tak, for dit fine
svar – det var en fornøjelse, at forberede dig – vi fik nogle gode snakke ud af
det.
Vi skal i dag høre Sct. Georgs Budskabet og aflægge vores gildeløfte – jeg har derfor søgt lidt om, hvorfor vi gør det og her er, hvad jeg fandt:
Georgius blev
født i Kappadokien i Lilleasien på Kejser Diokletians tid.
Da han fyldte 17 år, blev han soldat i kavalleriet, og der gik snart ry om hans
dygtighed i våbenbrug og mandig idræt, og han blev berømt for sin tapperhed,
uforærdethed og gode dyder.
På sin færden kom han langt omkring.
Således kom han en dag til en lille by Salem i Lykien, helt ude ved
Middelhavets kyst.
Ved Salem huserede et skrækkeligt uhyre, en grådig drage. Mange mænd havde prøvet
at fælde den, men uden held, og man havde derfor sluttet en overenskomst med
dragen, således at den skulle vogte landet mod til gengæld hver dag at få to
får.
Imidlertid slap fårene op, og dragen forlangte nu et menneske i stedet. Også
dette måtte man gå med til, og hver dag måtte – efter lodtrækning – en af
beboerne gå til dragen.
Den dag Georgius kom til Salem, havde
loddet truffet kongens datter. Der var stor fortvivlelse i landet, og kongen
kundgjorde da, at den, der ville kæmpe med dragen og dræbe den, skulle få
prinsessen og det halve kongerige.
Men ingen havde lyst.
Prinsessen sad allerede ved søen nær en
sump uden for byen, som var dragens tilholdssted, da ridder Georgius kom
ridende forbi. Han fik øje på den unge kvinde og spurgte, hvorfor hun så så
bedrøvet ud. Hun fortalte hvillken skæbne, der ventede hende, og han besluttede
at kæmpe mod dragen.
Efter en voldsom kamp, hvorunder dragen
udsendte ild og pestånde gennem næsebor og mund, og som næsten havde kostet
Georgius livet, fældede han dragen; men da kongen tilbød ham den udlovede
belønning, afslog han. Gud alene havde æren, sagde han, og uden Guds hjælp
havde han ikke magtet at dræbe dyret. Derfor endte det med, at han red væk uden
prinsessen, og uden det halve kongerige.
I Budskabet fra 2008, står der fgl.:
BP
mente, at ridderne i gamle dage var verdens første spejdere! Ridderen red
forrest, ved hans side red væbneren og bag ham hans patrulje.
Sådan, som vi også gør det som spejdere.
En leder viser vejen, assistenten der hjælper og banden, koblet eller
patruljen, som yder deres bedste for at løse opgaverne, som bliver stillet.
Ridderne valgte Sct. Georg som deres
værnehelgen.
BP valgte Sct. Georg til spejdernes
forbillede fordi han stod for det som BP lagde i det at være spejder.
Ridderne brugte deres fritid på at hjælpe
fok der trængte. De gjorde gode gerninger og kæmpede mod alt ondt. Som spejdere
har vi altså fortidens Sct. Georg og middelalderens riddere som vores
forbilleder, men vi går ikke rundt og dræber drager. Nej, vi skal se det i
overført betydning – Drager findes der ikke mange af, men der findes stadig
uretfærdighed og mod.
Mod bruger vi som spejdere, når vi kaster
os ud i opgaver som vi ikke kender – når vi udfordrer os selv og hinanden.
Uretfærdighed
kender vi nok også til alle sammen. Vi skal så bare bruge vores mod på at kæmpe
imod den.
Hvad der er
uretfærdigt, er meget forskelligt, alt efter hvem vi er.
Vi lever i en
travl hverdag. En hverdag der gør mange ensomme. Vi bruger vores tid på
computeren hvor vi spiller, søger oplysninger på internettet eller sender
beskeder til hinanden.
Men vi besøger
ikke hinanden så tit. Vi har ikke tid.
Derfor bliver
flere og flere ensomme. Det skal vi som spejdere være med til at gøre noget
ved.
Vi skal huske, at
være gode kammerater, at hjælpe hinanden og andre.
Sagnet om Sct.
Georg kender vi fordi nogen fortalte sagnet til andre, der igen fortalte
sagnet…. Og til sidst var der nogen som skrev det ned.
Vi skal huske, at
fortælle andre om spejderarbejdet. Om hvad vi lærer og hvad vi oplever af gode
ting.
Vi skal udbrede
kendskabet til spejderarbejdet, for på den måde kan vi være med til at fortælle
historier om gode oplevelser til andre, som måske kan huskes mange år frem.
God Sct. Georgs
dag!
Per Stigaard
Spejderchef